Jeg synes, vi er ved at nå et smertepunkt i forhold til nedlukningen af Danmark. Vores sædvanlige frihed er lagt i dybfryseren, og hele samfundet oplever, at der er trykket på den store pauseknap.
Selvom vi alle gerne vil gøre en indsats for at holde smitten på afstand, så tror jeg også, at de fleste mangler svar på, hvordan vi skal komme videre herfra.
Er det hele overstået til sommer, når vaccinationerne er givet, eller skal vi forberede os på at leve med corona i årevis i større eller mindre omfang? Flere eksperter peger desværre på det sidste.
Statsministeren vil have ”fuldstændig epidemikontrol”, før danskerne kan få noget af friheden tilbage. Men hvad betyder det overhovedet, og er det realistisk? Jeg tvivler, og jeg synes ikke, det er rimeligt at holde en hel befolkning i et jerngreb, hvor vi alle er spærret inde på ubestemt tid uden et perspektiv for fremtiden. Det, tror jeg, ender galt.
Vores ældre sidder isoleret på plejehjem, selvom langt størstedelen efterhånden er vaccineret. Det synes jeg ikke er et acceptabelt sidste kapitel af et langt liv.
Der er massive problemer med trivslen hos børn og unge, og jeg frygter at de menneskelige omkostninger bliver store for den yngre generation. Hvorfor undersøger vi ikke, om de kan få bare lidt af deres ungdom tilbage?
Og så er der alle de erhvervsdrivende. Iværksætteren. Den selvstændige. Virksomhedsejeren. Dem, der sammen med deres medarbejdere holder hjulene i gang og betaler regningerne i vores velfærdssamfund.
De har for længst nået smertegrænsen. Og flere af dem har formodentlig også passeret den. Der er rullet hjælpepakker ud, og det er godt, men det er som et plaster på en arterieblødning; det holder ikke i længden.
Det er på tide med et SPORSKIFTE, hvor vi ikke enten holder dele af samfundet åbent eller lukket. Men hvor vi i stedet går mere fleksibelt til værks.
Regeringen har grebet nedlukningen an ved at inddele samfundet i forskellige kasser. Skolerne i en kasse. Plejehjem i en anden. Dagligvarebutikker i en tredje. Og så har man indført restriktioner, der gælder på tværs for alle.
Den logik kan virke, når samfundet skal lukkes hurtigt og effektivt ned. Det er dog en meget traditionel, socialdemokratisk måde at opfatte verden på: Det som alle ikke kan, det skal ingen kunne. Men situationen er anderledes nu. Der er bedre styr på smitten, og vi har langt flere redskaber i værktøjskassen, fordi vi har været i krig med corona i godt et år.
Vi bør derfor vende den politiske logik om. I stedet for at sige, at alt er lukket, indtil alt kan åbne, så lad os se på, hvad der skal til, for at noget kan åbne.
Eksemplerne er mange, så lad os tage fat.
Hvorfor kan bilforhandlerne ikke lukke en enkelt kunde eller to ind i deres ofte enorme udstillingslokale ad gangen, når vi gerne må sende bilen på værksted?
Hvorfor kan boghandleren ikke have tre kunder med mundbind og god afstand ad gangen, når vi gerne må købe bøger i supermarkedet?
Hvorfor kan man ikke åbne frisørerne igen, hvor man kun tillader én kunde ad gangen i salonen, samtidig med at frisøren bærer mundbind, og der sprittes af i nødvendigt omfang?
Hvorfor kan vi ikke åbne efterskolerne og gøre dem til sociale bobler? Vi ved, at det betyder alverden for de unge menneskers trivsel, at de kommer tilbage til deres skole, tilbage til deres kammerater. Er det ikke muligt at teste alle elever, inden de vender tilbage, holde skolen isoleret og lade dem være i deres egen boble, hvor de går i skole, bor og er sammen?
Vi bliver nødt til at se på mulighederne og ikke kun begrænsningerne. Det bør vi kunne gøre i takt med, at de mest sårbare bliver vaccineret, og vi får stadigt bedre styr på test og smitteopsporing.
Det er på tide med en mere ærlig politisk debat om, hvordan vi skal leve med coronaen. For vi kan ikke fortsætte med at holde alt lukket. Som samfund og som mennesker går vi i stå.
Vi bliver nødt til at få nuancerne med og ikke lukke debatten ved billige kneb, som at modstanderne er ”ligeglade med folkesundheden”. Det siger jeg, selv om jeg ved, at det jeg siger vil blive fordrejet og bevidst misforstået her på Facebook og andre sociale medier.
Så lad mig for god orden skyld erklære, at nej jeg er IKKE ligeglad med sundheden, eller med de syge og de ældre. Tværtimod. Men jeg er heller ikke ligeglad med resten af samfundet. Jeg er ikke ligeglad med, om mennesker har et arbejde at vende tilbage til efter corona.
Jeg er ikke ligeglad med, om vores børn kan trives og komme tilbage i skole. Jeg er ikke ligeglad med, om vi kan få en mere almindelig hverdag. Jeg er ikke ligeglad med, hvordan denne nedlukning påvirker os såvel fysisk som psykisk.
Snart træder den nye epidemilov i kraft. Det betyder, at beslutningerne om corona-håndteringen bliver bredt forankret i Folketinget. Det bør samtidig være starten på en mere nuanceret debat om corona, og en mere fleksibel tilgang til genåbningen af samfundet, der giver håb om en mere almindelig hverdag.
Hvis man insisterer på fuldstændig epidemikontrol, mister vi kontrollen med snart set alt andet.
Læs min kronik her: https://bit.ly/3tUcSe4
Venstre kunne i år fejre 150 års jubilæum og er dermed landets ældste parti med vores rødder solidt plantet i kampen for demokrati og retsstaten samt borgenes individuelle rettigheder.
Det er vigtige værdier, som Venstre fortsat vil forsvare og ikke gå på kompromis med.
Venstre er et folkeligt liberalt parti. Et parti for alle der tror på, at frihed for den enkelte og ansvar for fællesskabet følges ad.
Det er samtidig bydende nødvendigt, at vores vælgere har klarhed om vores politiske linje. At der nationalt er én formand, og at den politiske kurs udstikkes af formanden.
Vi ønsker samtidig at benytte lejligheden til at ønske alle et lykkebringende nytår.
